Den fokuserede indsats

Den fokuserede indsats

De fleste kommuner anvender materialet Sprogvurdering 3-6, når de sprogvurderer børn i børnehaven. Sprogvurderingen fungerer på den måde, at barnet placeres i en af tre indsatsgrupper.

  • Generel indsats: Barnet har en typisk sprogudvikling, og almen praksis er tilstrækkelig
  • Fokuseret indsats: Barnet har sproglige udfordringer, som formentligt kan arbejdes med gennem en styrket sprogpædagogisk praksis
  • Særlig indsats: Barnet viser tegn på større sproglige udfordringer, og der bør indledes et samarbejde med en logopæd med henblik på en nærmere undersøgelse af barnets sprogudvikling

Sprogvurdering kan sammenlignes lidt med en blodtryksmåling. På samme måde som en blodtryksmåling giver en generel indikation på, hvordan det går med helbredet, er det meningen, at sprogvurderingen skal give et generelt billede af barnets sprogudvikling. Et sprogvurderingsresultat er imidlertid ikke så pålideligt som en blodtryksmåling: Sprogvurderingen kan nemlig indeholde en fejl, eller den kan overse aspekter af sprog, som ikke indgik i vurderingen. Der ligger således en stor tolkningsopgave i det, når medarbejderen skal forstå et sprogvurderingsresultat. Derfor er det vigtigt, at alle medarbejdere, der sprogvurderer, har den nødvendige viden og det rette kompetenceniveau til at tolke resultatet. 

Hvordan tolker man resultater fra to- og flersprogede børn? 

Sprogvurdering 3-6 er normeret på etsprogede dansktalende børn. Det indebærer derfor yderligere kompleksiteter, når man tolker resultater fra to- og flersprogede børn. Ofte vil en placering i særlig indsats udelukkende skyldes, at barnet har haft begrænset eksponering for dansk. Sådan et barn skal ikke indstilles til logopædisk behandling, selv om sprogvurderingen peger i den retning. Barnet bør således ikke modtage en særlig indsats, men snarere en fokuseret indsats. Omvendt har den samme andel af to-/flersprogede børn sproglige vanskeligheder, som etsprogede dansktalende børn -- disse børn har brug for en særlig indsats. Hvordan skal man som medarbejder så vide, om et flersproget barns placering i særlig indsats skyldes begrænset eksponering for dansk (og så skal flyttes til fokuseret indsats) eller sproglige vanskeligheder (og skal blive i særlig indsats)? Det er faktisk muligt for medarbejderen at lave en rimelig vurdering, hvis man kombinerer resultatet med andre data. Men det kræver naturligvis, at medarbejderen er klædt godt på til at lave denne vurdering.

Hvad indeholder en fokuseret indsats?

Fokuseret indsats er indsatsgruppen for de børn, som har brug for mere sproglig stimulering, men uden at der er tale om deciderede sproglige vanskeligheder. Men vi oplever, at der er kæmpe forskel på, hvordan praktikere omsætter en placering i fokuseret indsats til handling. To børn i fokuseret indsats, der går i den samme børnehave men på forskellige stuer, kan modtage vidt forskellige sprogindsatser. Det er uhensigtsmæssigt, da alle børn med behov for sproglig stimulering, skal kunne regne med det samme høje niveau af sprogpædagogisk understøttelse.  

Den fokuserede indsats - efteruddannelse og systematisk indsatsmodel

For at adressere disse udfordringer har Sprogklar udviklet en ny efteruddannelse og systematisk indsatsmodel for den fokuserede indsats. Målet med det er:

  • At hjælpe medarbejderne med at vurdere, hvilke børn der bør modtage en særlig indsats, og hvilke børn der skal modtage en fokuseret indsats -- også selv om barnet er to-/flersproget.
  • At give medarbejderne en ensartet model for den fokuserede indsats. Vores model guider medarbejderen hele vej igennem, fra handleplansskabelon, til konkrete materialer og værktøjer, som skal bruges med barnet og familien. 

Forløbet blev udviklet i samarbejde med pædagoger og konsulenter fra Odense Kommune, og har været afprøvet i flere piloteringer. Efteruddannelsen består af tre online kurser, som enten kan gennemføres selvstændigt hos den enkelte kommune, eller med live-understøttelse fra Sprogklar. Gennem efteruddannelsen bliver medarbejderne klædt på til at tolke sprogvurderinger og omsætte dem til handling via vores indsatsmodel.

Kursus 1 - Dette kursus klæder medarbejderen på i forhold til tolkning af sprogvurderingen, særligt når barnet er to- eller flersproget. Kurset afsluttes med en praksisøvelse, hvor medarbejderen skal gennemgå alle stuens sprogvurderede børn for at sikre sig, at de er i den rigtige indsatsgruppe.

Kursus 2 - I dette kursus bliver medarbejderen præsenteret for vores indsatsmodel. Kurset er meget praksisnært, og medarbejderen øver sig i at lave handleplaner med materialer fra Sprogklars online materialebibliotek på Nebula. Kurset afsluttes med en praksisøvelse, hvor medarbejderen skal afprøve en fokuseret indsats i 8 uger.  

Kursus 3 - I det sidste kursus gennemgår vi evaluering af den fokuserede indsats efter 8 uger, det videre forløb, og hvordan man inddrager forældrene i indsatsen. Kurset afsluttes med en sidste praksisøvelse, hvor medarbejderen skal øve sig i at inddrage forældrene og planlægge det videre forløb.

Efteruddannelsen tilgås via Nebula, og I kan downloade en elektronisk kursusbog fra kursussiden.

Indslag fra kursus 1

Pris

Efteruddannelsen er inkluderet i jeres abonnement, hvis I abonnerer på Nebula og har valgt Efteruddannelsespakken. Hvis I ønsker at styrke implementeringen af efteruddannelsen lokalt hos jer, kan I tilkøbe hjælp fra Sprogklar. Typisk vil det indebære, at vi kommer ud til jer tre gange og gennemfører en workshop for hvert kursus i efteruddannelsen. Kontakt os for at få et tilbud på live-understøttelse.